Efterklang og 'Piramida' - storhed, stilhed og skønhed

Endelig har jeg fået lyttet den ordentligt igennem. Den nye plade med Efterklang, der udkom i mandags. Det er sådan en plade, der fortjener masser af ro og tålmodighed, og en plade, der fortjener at blive hørt i hovedtelefoner og gerne med lukkede øjne. Det er en enestående plade.

'Piramida' har sit navn fra en forladt russisk mineby på Svalbard, som bandet besøgte med det formål at optage nogle lyde og lade sig inspirere. Da de ankom til stedet, havde de ingen anelse om, hvilken vej de skulle gå, der var ingen færdigskrevede sange, ingen anslag til ny musik. Alt lå åbent, da Efterklang satte sine fødder i Piramida, en forunderlig spøgelsesby højt mod nord.

Resten er historie, som man siger, og nu kan vi nyde frugten i form af ti vidunderlige (de fleste af dem, i hvert fald) sange, der bevæger sig i det tyste, afdæmpede og til tider næsten listende og meditative. I forhold til forgængeren, 'Magic Chairs', er tempoet generelt roligere, og der er ikke på samme måde næsten poppede, P3-egnede sange, som tilfældet var dengang i 2010.

Til gengæld er det et album, man bliver et bedre menneske af, et album, der er som en lise og en velsignelse, hvis man har fået for meget larm. Det er intelligent musik. Musik, hvor der er kræset for hver enkelt detalje og hvert eneste sekund. Med blide instrumenter, bl.a. blæsere, violiner og alverdens andet (plus naturligvis lydene fra Svalbard), der giver det hele det her storladne, orkestrale præg, som kan virke lidt højpandet, men egentlig bare gør hele denne album-oplevelse ekstremt smuk.

Det er musik, der tør være stille og lade lytteren udfylde tomrummet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på gode gamle Talk Talk og især deres 'Spirit of Eden' (et af musikhistoriens smukkeste albums), når jeg lytter til 'Piramida'. Det hjælper også, at forsanger Casper Clausen har den her lidt malmfulde, rolige røst, der er prikken over i'et i forhold til det betragtende, melankolske og skønhedssøgende udtryk, Efterklang i endnu højere grad end før står for. Det her er ganske enkelt et sjældent formfuldendt album, der fra ende til anden formidler en helt særegen - og rolig - stemning.

Hvis du ikke allerede har hørt albummet, der altså har været på gaden næsten en uge, kan du starte med den herunder, videoen til 'Hollow Mountain'. Men du bliver nok nødt til at købe hele albummet.

The UFO Club - psych rock med retro touch

I 60'erne lå der en natklub og et spillested i London, der hed The UFO Club. Her spillede navne som Pink Floyd, Soft Machine, Arthur Brown og Procol Harum, og det er ikke helt forkert at sige, at det band du skal høre nu, er en opdateret 2012-udgave af sådanne bands. Dette band hedder, ta-da, The UFO Club, og består af Christian Bland fra The Black Angels og Lee Blackwell fra Night Beats. Altså et par herrer, der i forvejen er vant til at begå sig lidt i genren.

De har netop udsendt albummet 'The UFO Club', der ifølge dem selv er et forsøg på at “re-imagine ’50s pop through the prism of ’60s psych and the combined guitar work of Bland and Blackwell”. Det er garage soul, rockabilly, doo-wop, pop, blues og først og fremmest psych rock - og undervejs bydes bl.a. på en coverversion af The Ronettes-hittet 'Be My Baby'!

Så meget sagt, tjek først og fremmest nummeret 'July', som jeg er faldet pladask for, og slå dig løs med resten af albummet, der kan streames i sin helhed her:

Hold øje med: On An On

Dagens pip kommer fra Chicago. En foreløbig varm anbefaling herfra i retning af en ny trio med navnet On An On (ja, sådan staves det), der består af tidligere medlemmer af bandet Scattered Trees. De udsender et debutalbum med titlen 'Give In' produceret af Broken Social Scene-producer Dave Newfeld den 29. januar på Ronn Call Records, men er allerede nu aktuelle med nummeret 'Ghosts', der lover godt for albummet.

Her er endelig et nummer, der varer på den gode side af fem minutter og undervejs skifter tempo flere gange med et drømmende lydbillede, blide guitarhug og et "uh-uh-uh-uh-uh-uh-uh" i den bedre ende. Måske du bare skulle høre det:

Nyt fra Søren Huss: 'Den Dér Isme'

'Den Dér Isme' er titlen på det første nummer fra det kommende Søren Huss-album, der udkommer den 15. oktober. Jeg ser meget frem til albummet, for jeg var i den grad blæst bagover af mandens første soloalbum, 'Troen Og Ingen', hvor han også for første gang sang på dansk. Dengang - i 2010 - havde hans kunstneriske inspiration bund i det tragiske tab af kæresten, der blev trafikdræbt nogle år forinden. Det førte til et mageløst sorgfuldt album, hvor hver eneste linje rungede af tab, længsel og smerte - og ikke mindst den tårevædende skønhed, der kan ligge i den slags. Det er den slags plader, man kun laver én gang og som altid vil være meget vanskelig at følge op på. Men jeg har en god fornemmelse af, at Huss også denne gang har noget godt med i posen.

Det nye album får titlen 'Oppefra & Ned' og byder i første omgang på noget, der minder om en protestsang af næsten gammeldags karakter. Jeg kan godt lide vrede mænd, og det er altid rart med lidt meninger, substans og slag i bordet. Om 'Den Dér Isme' siger Søren Huss selv:

"Jeg vil ikke løbe fra, at denne her sang er i familie med gammeldags protestsange. Men hvor 70'ernes sange ofte stillede sig ovre på den ene fløj, pussede glorien, moraliserede og opildnede til kamp, er denne her skrevet i afmagt. Jeg har og giver ingen svar, da jeg ikke evner at overskue det store billede. Sangen skal blot ses som en kommentar og et uundgåeligt udbrud af frustration over ikke at kunne se en forandring eller løsning i horisonten ... Hvis alle mand fra ung til gammel skovler vand ud af båden, og den stadig synker, er der noget galt med båden."

Hør nummeret her:

Den Dér Isme

Nyt fra New Zealand: Unknown Mortal Orchestra

Så er New Zealand kommet med på vognen med old school, ind-til-benet, semi-psykedelisk jangle-poprock, der typisk ikke varer meget mere end 2 1/2 minut stykket.

Unknown Mortal Orchestra og frontfiguren Ruban Nielson har godt nok sin oprindelse i Portland på den amerikanske vestkyst, og bandet er seneste signing på et af mine personlige yndlingslabels, Jagjaguwar fra Indiana. De turnerer lige nu med bl.a. Grizzly Bear og siden Dirty Projectors i Nordamerika, og et album forventes ude i begyndelsen af 2013.

Første smagsprøve herfra er 'Swim And Sleep (Like A Shark)', en herlig bittersød lille sag med et gentagende, let guitarhook, der må være den bedste medicin mod onsdagsregn:

Nyt dansk navn: Lyrebyrds - 'Beaches'

Jeg har modtaget en mail med en helt ny video fra nogen, der hedder Lyrebyrds. En ny dansk elektronisk duo, der i første omgang har lavet dette nummer, 'Beaches', og til januar udsender en debut-EP på det danske selskab Stucco Records. Nummeret her minder mig i momenter en lille smule om noget The National, dog kun på den musikalske side - vokalen er en helt anden snak. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvad jeg skal mene, men det er dog som om der er et eller andet ved nummeret, der giver mig lyst til at høre det (og se videoen) igen. Og det skyldes ikke kun den der røde kjole ...

Døm selv:

Anbefaling: Woods - 'Bend Beyond'

Hvis du går og længes efter San Francisco i 70'erne tilsat lidt Beatles og Lennon og et lille twist af noget Yo La Tengo og Mercury Rev - og hvis du som jeg var lidt vild med comeback-albummet fra Beachwood Sparks i sommer og Real Estates glimrende album fra sidste år - er det den her plade, du skal høre. De er godt nok fra Brooklyn, bandet Woods, men hey, når man laver et nummer der hedder 'Cali In A Cup', siger det vist det hele, ikke?

'Bend Beyond' er rent faktisk det syvende album fra Woods siden 2006 - altså et album om året! Den slags produktivitet er ikke altid ensbetydende med kvalitet, men det er det heldigvis i det her tilfælde. I løbet af nogle få dage er jeg gået hen og blevet virkelig begejstret for dette album, der størstedelen af tiden svæver let af sted på solfyldte, semi-psykedeliske lag-på-lag-guitarer og Jeremy Earls blide heliumstemme.

Ja, det er endnu en af den slags plader, der næsten lige så vel kunne være lavet for 35-40 år siden - men det gør den altså ikke mindre god. Hvis ikke genren solskinsfolk allerede er opfundet, kan den passende blive det i denne anledning. 'Bend Beyond' er ude på forsanger Earls eget pladeselskab med det passende navn Woodsist.

Tjek først titelnummeret og albummets åbningsnummer her:

Og en liveversion af nummeret 'Is It Honest' fra en mark i staten New York her:

Og hvorfor ikke bare tage hele albummet fra en ende af her på Spotify:




Hvis du kan lide: Yo La Tengo, Beachwood Sparks, Real Estate, Ganglians, The Fresh & Onlys.

Anbefaling: Matthew E. White - 'Big Inner'

I dag skal du møde Matthew E. White, en fyr fra Virginia i USA. Lad dig ikke narre af udseendet, for i modsætning til de fleste andre langhårede og langskæggede mænd jeg kender, spiller han ikke rock, folk eller country. Nej, her er vi et eller andet sted i noget 70'er-inspireret, Randy Newman- og Allen Toussaint-lignende og til tider temmelig groovy soulet funk med gospel på! Eller omvendt. Albummet 'Big Inner' er i hvert fald varmt, sydstatscharmerende, blødt, bas-fyldt, funky og pokkers svedigt, i ordets bedste og næsten bogstavelige forstand.

Og så er der Whites fløjlsbløde og lækre vokal, der kan tryllebinde dig hele vejen til pladebutikken (eller iTunes). Albummet er, som det første overhovedet, ude på Whites (med flere) eget nye selskab Spacebomb. Lyt og køb:






Hvis du kan lide: Randy Newman, Lambchop, Father John Misty, Harry Nilsson, Allen Toussaint.

Nyt fra Jacob Bellens: 'Heart of Africa'

Frontfiguren i to af de bedre danske bands gennem de sidste fem-seks år, I Got You On Tape og Murder, barsler med et soloalbum, der udkommer den 26. november. Jacob Bellens har at dømme ud fra det første nummer, som du kan høre herunder, åbenbart haft lyst til at lave noget anderledes, noget mere sparsomt, alligevel symfonisk og dog næsten meditativt roligt, end han plejer med især IGYOT, og hans stemme står af samme grund endnu klarere, end den plejer.

Netop Bellens og hans stemme har for mig altid været godt og vel halvdelen af fornøjelsen ved Murder og IGYOT, så derfor er der al mulig grund til at glæde sig til albummet, der får titlen 'The Daisy Age'. Lyt til 'Heart of Africa' (og nyd videoen, der er instrueret af den tidligere Oh No Ono-mand Malthe Fischer) her:

Glæd dig til: The Wooden Sky

Ovenpå gårsdagens americana-anbefalinger (som du selvfølgelig kan høre på min nye playliste på Spotify sammen med en masse andre gode sager), kommer her lige endnu en anbefaling af et album lidt i samme genre, der endnu ikke er udkommet. Det giver selvfølgelig ikke rigtigt mening, men at dømme ud fra den første single fra Toronto-bandet The Wooden Skys kommende album, er der noget godt i vente, når 'Every Child A Daughter, Every Moon A Sun' udkommer på det altid gode selskab Loose Music (der bl.a. huser andre gode americana-navne som The Felice Brothers og Dawes) den 1. oktober.

Albummet udkom allerede i Nordamerika i begyndelsen af året, men udkommer altså nu i Europa på dette London-baserede selskab. The Wooden Sky har tidligere bl.a. udgivet de glimrende albums 'When Lost At Sea' (2007) og 'If I Don't Come Home You'll Know I'm Gone' (2009), der er gode at varme op med indtil det nye album kommer.

Du kan også varme op til resten af pladen med dette første nummer fra den. Det hedder 'Take Me Out' og emmer af hyggelige stunder på den lokale bar, med en varm og blød vokal over en blidt duvende melodi i bedste canadiske vildmarksstil. Hvis du f.eks. kan lide landsmænd som Great Lake Swimmers og The Deep Dark Woods, kan du garanteret også lide The Wooden Sky.



Hvis du kan lide: Great Lake Swimmers, The Deep Dark Woods, The Felice Brothers, The Low Anthem, Bowerbirds.

Fem gode americana-albums lige nu

Jeg har, som nogen vil vide, en tilbøjelighed til at falde for americanaen og alle dens slægtninge, og her på det sidste har der været nok at se - og lytte - til, hvis man som jeg godt kan lide (næsten) alt der lugter lidt af prærie, skovmandsskjorte og cowboyhat. Så jeg har taget konsekvensen og samlet en liste med fem af de bedste bud på dit næste americana-køb. Og så har jeg ikke engang inkluderet David Ramirez og Rayland Baxter, som jeg tidligere har anbefalet her på bloggen. Slå dig løs!

1. Band of Horses - 'Mirage Rock'
  - fordi dette ærkeamerikanske band endnu en gang har begået et album, der hensætter dig til prærien og resten af den store natur i deres hjemland. Og fordi en sang med titlen 'How To Live' i sig selv er det hele værd. Det hele er ganske glimrende, og det er nok ikke sidste gang, jeg skriver om denne dejlige plade.

2. Field Report - 'Field Report'
  - fordi denne tidligere bandfælle til Justin Vernon (Bon Iver) med det borgerlige navn Christopher Porterfield (get it?) har lavet et noget nær perfekt folk/alt. country-album med titler som 'Taking Alcatraz', 'Route 18' og 'Chico The American'. Jeg varmede op til dette album først på sommeren, da de første numre slap ud, og resten af pladen holder det høje niveau. Han er fra Wisconsin, og han har garanteret en hytte.

3. The Avett Brothers - 'The Carpenter'
  - fordi disse to North Carolina-brødre og deres følge bruger masser af banjoer og har lavet verdens smukkeste, sørgeligste sang, 'Winter In My Heart', der kunne være lavet af Glen Campbell eller John Denver i 70'erne. Og fordi resten af pladen er nogenlunde lige så god, majsmarkgylden og uprætentiøs. Altså, hvem synger ellers sætninger som "... the coldness of our words competing with the wind from the North"?

4. Patterson Hood - 'Heat Lightning Rumbles In The Distance'
  - fordi Drive By-Truckers-frontmanden skriver sange som (næsten) ingen andre fra den ensomme amerikanske nat. Det er fortællinger, der er en novellesamling værdig, tilsat simpel, råt for usødet countryrock.

5. Say Brother - 'All I Got Is Time'
  - fordi det næsten ikke bliver mere bonderøvsk, skramlet og højtempo-garage-bluegrass-folkrocket end disse syv ølmave-sange fra gården og laden (ja, laden, ikke gaden) et sted i South Carolina. Tag den beskidte wifebeater på, et kyllingeben i den ene hånd og en dåsebajer i den anden. Det er måske ikke helt så godt som alt det andet, men det er sjovere. (Og nej, de har ikke noget website).

Godt nummer, god video: Kodaline - 'All I Want'

I dag faldt jeg over denne både spøjse og charmerende video fra et nyt irsk band ved navn Kodaline. De har netop udsendt debut-EP'en 'The Kodaline EP', der bl.a. indeholder nummeret her, 'All I Want'. Ikke kun et skønt og smukt nummer, men i lige så høj grad fem minutter værd i kraft af den lille (kærligheds)historie, videoen udgør:

Hør hele EP'en på Spotify:

Nyt stærkt album fra Kitty Wu

Omslaget er overvejende sort. Selvfølgelig. Sådan plejer det at være og sådan er det også denne gang med Kitty Wu, det danske rockband, der netop har udgivet sit femte album, 'Carrier Pigeons'. Et album der er blevet til dels i København, dels i Berlin, dels i New York - og det endda i Jimi Hendrix' legendariske Electric Lady Studios. En tilblivelse, bandet undervejs forevigede og som derfor nu foreligger som flere smukke kortfilm. Se dem herunder, når jeg er færdig med at tale lidt om musikken.

'Carrier Pigeons' er hurtigt vokset hos mig. Det er et alt i alt langsommere og mere søgende album end flere af forgængerne, med momenter af skønhedssøgende intimitet og natlig eskapisme. Og så rummer det et par af de bedste sange, bandet har begået længe, ikke mindst 'All I Ask' og det forunderlige titelnummer, der viser bandet fra en - næsten - helt ny side; her synger forsanger Robert Lund med en fjerlet falset over blide guitarsløjfer og et afdæmpet trommespor.



Og så var der kortfilmene fra indspilningsprocessen med fokus på henholdsvis Berlin, New York og denne sidste, der pendler mellem København og Electric Lady Studios i New York:

Hør hele det nye Band of Horses-album!

Yes, nu sker det virkelig! Det udkommer først næste mandag, men allerede nu kan du streame hele det nye album med Band of Horses, en af mine, som jeg har skrevet før og som du måske vil vide, store favoritter. Indtil nu har vi fået singlen 'Knock Knock', det første track på pladen, og tidligere i dag blev albummets tredje track, den afdæmpede og smukke folk-ballade 'Slow Cruel Hands Of Time', lagt op rundt omkring på nettet. Og her har du altså så hele balladen, lige her på Rockville.

Og det hele lyder heldigvis ganske lovende. Udover 'Slow Cruel Hands Of Time' har jeg allerede forelsket mig i bl.a. mid-tempo-nummeret 'How To Live' med sin old school-rockende røvballestil, den temposkiftende og forrygende 'Dumpster World' og den harmoniske og usandsynligt dejlige og smukke 'Long Vowels'. Og mon ikke bare det hele bliver bedre og bedre med tiden. Sådan plejer det at gå.

Lyt og døm selv. Og husk hvor du hørte det først:

 

Anbefaling: Rayland Baxter - 'Feathers & FishHooks'

Fra det endeløse amerikanske heartland og vildnis kommer her endnu en mand, der kan sin americana og sit lands enorme bagkatalog af soul'et country og folk. Men men men, han er ikke bare en i mængden, der forsvinder igen fra hukommelsen, så snart man har sagt hans navn.

Faktisk er Nashville-fyren Rayland Baxter en af de bedste, jeg har hørt i flere år i genren. Hans debutalbum 'Feathers & FishHooks' er netop udkommet på det fremragende ATO Records, og det er en stor fornøjelse at lytte til. Sjældent har jeg hørt noget så helstøbt, så blændende behageligt, så autentisk Nashville'sk, at man kan dufte kornmarkerne, mærke eftermiddagssolens sidste stråler på verandaen, fornemme smagen af solmodne majs, rib eye steaks og en stor, kold Blackstone, som en af de lokale øl hedder. Og jo, det er en høne, manden holder i sine arme. Catch my drift?

Og så til musikken. Du kan høre et par af numrene i videoerne herunder, og du kan streame hele albummet her via Paste Magazine.

Giv også lige denne akustiske version af 'The Mountain Song' et lyt - det betaler sig:

'Driveaway Melody' er også dejlig:

OG du kan lige tjekke denne ekstremt hyggelige liveversion af endnu et af albummets mange stærke numre:

Fået smag for mere? Køb albummet her på iTunes.