fredag den 31. august 2012

Manden med guitaren - tre gode lige nu: David Ramirez, Dylan LeBlanc og Sean Rowe

Altså, nu må du jo ikke glemme Strand of Oaks aka Timothy Showalter og hans album 'Dark Shores', som jeg har talt lovende om før her på bloggen, men udover ham har jeg tre andre - amerikanske - mænd i kategorien Mand & Guitar, som jeg varmt vil anbefale lige nu. De har alle udgivet nyt album i denne uge, og de er hver især tidens bedste bud på et harmonisk og helstøbt singer-songwriter-album uden alt for mange dikkedarer og samtidig med masser af sjæl og substans.


David Ramirez har jeg først lige opdaget. Hans album 'Apologies' er netop udkommet, et hudløst ærligt heart on your sleeve-album med intense, sjælfulde countrysange med masser af personlighed og karakter. Her føler man virkelig, at der er noget på spil, at hver eneste linie bliver sunget med nerve og nærvær. Det er noget med pick up-trucks, og det er afgjort noget af det bedste i genren i år. Du kan høre hele albummet her på Spotify, og du kan høre en akustisk version af nummeret 'Stick Around' i videoen herunder:



Dylan LeBlanc er en af mine (næsten) nye, store favoritter. Jeg var glad for hans debutalbum 'Pauper's Field' fra 2010, og jeg er godt på vej til at blive endnu mere glad for hans helt nye album, 'Cast The Same Old Shadow', der udkom i mandags. Et album skabt til natten, mørket og for den sags skyld også den stille morgen og dagens første kop kaffe. Vi taler pedal steel, gulvbas, strygere, klaver, kor, masser af akustisk guitar og i sin helhed et langsomt, blidt vuggende lydbillede. Denne unge fyr lyder lidt som en ung Roy Orbison med et twist af Chris Isaak - og flere andre i samme genre. Lyt til den første single fra albummet her:



Sean Rowe er en af disse følsomme, fuldskæggede mænd med en stemme så dyb som en whiskyflaske og nogle fantastiske sange fra den amerikanske landevej. Han lyder som en mellemting mellem Van Morrison, Tom Waits og deres ukendte delesøn, og han kan få voksne mænd til at græde. 'The Salesman and The Shark' er muligvis hans bedste album til dato, hør bare numre som 'The Lonely Maze' og 'The Ballad of Buttermilk Falls' - og ikke mindst denne liveversion af 'Flying':


tirsdag den 28. august 2012

Lidt mere om Cody - se og hør den nye video

Så kom det. Det nye album med Cody. 'Fractures' er navnet, og som jeg skrev i sidste uge, er det altså et blændende album om længslens smerte, brud (surprise!), spøgelser og grå fugle - blandt andet. Det passer godt til skyernes bevægelse på himlen og en stabel brænde. Lad bare efteråret komme og lyt med ro i sindet til denne spritnye video til nummeret 'Mirror', der netop er kommet op (ja, du kan lige så godt gøre dig selv den tjeneste at lytte til hele albummet fra ende til anden. Mange gange):


mandag den 27. august 2012

Frisk fra fabrikken: Hør nyt fra Bob Dylan

Den 11. september, af alle datoer, kommer det nye Bob Dylan-album 'Tempest'. Og i dag er den første single fra albummet landet. Den hedder 'Duquesne Whistle', og du kan høre den lige her:




Tre nye danske: Stærosaurus, Ne & Erthal og Folkeklubben

I dag skal jeg gøre det kort. Jeg har tre gode, nye, spændende danske navne, du skal høre.

Stærosaurus er en københavnsk trio med et par EP'er på bagen, der nu er på vej med et debutalbum. Et godt gæt er, at det er sangskriver og forsanger Andreas Stær, der har lagt navn til bandet. Og musikken? Ja, den første single er forhåbentlig en indikator for, hvad vi kan forvente os på albummet - 'Smeltet Sammen' er i hvert fald en smuk og let lo fi-oplevelse, der vil glæde folk med smag for f.eks. The New Spring, Bon Iver og Efterklang:


Smeltet Sammen from Staerosaurus on Vimeo.


Ne & Erthal synes ikke at stå tilbage for ovenstående hvad angår mærkelige navne (og samtidig synes der at være et tema her - først noget fortidsdyrsinspireret, og her noget der leger med navnet på fortidsmennesker). Og også hvad musikalske sammenligningspunkter angår, er vi lidt i samme land. Og så dog ikke helt alligevel. Dette soloprojekt for århusianske Simon Toftdahl Olesen er mere akustisk og knapt så højstemt, og her er vi måske mere ovre i noget Elliott Smith, Nick Drake og José Gonzalez - og godt, det er det:




Folkeklubben er noget helt andet. Måske er du allerede stødt på dem i andre sammenhænge. Dansksproget, ubekymret poprock med et twist af noget folk'et, noget lifligt, noget luftigt. Det er ikke den dybe tallerken, men man kan godt tage sig selv i at nynne melodien resten af dagen. Deres debut-EP 'Popsang' udkommer i dag, og nummeret her hedder 'For Pengene':


fredag den 24. august 2012

Americana på dansk - og amerikansk: Cody og Band of Horses

Lad mig begynde med det sidste: Jeg hører til dem, der stadig synes at Band of Horses er fantastiske. Så vidt jeg husker, var der - trods rimeligt positive modtagelser - en del af kritik af deres seneste album, 'Infinite Arms', mest fordi albummet i manges ører var lidt for pænt, poleret og velproduceret. Sådan går det næsten altid: et band bryder så småt igennem, mest hos en snæver kreds af anmeldere, bloggere og musiknørder, og vokser sig pludselig store, bliver efterhånden - næsten - allemandseje og ender på en eller anden måde med at lave plader, der appellerer bredere, er finere i kanten og byder på en lyd, der er større, rundere, pænere, svulstigere. Og måske ender de med at gentage sig selv en lille smule.

Og det er da heller ikke helt forkert at sige, at det var sådan, det gik med Band of Horses, da de udgav deres tredje album, 'Infinite Arms', i 2010. I forhold til forgængerne, især debuten 'Everything All The Time' (et af de bedste albums overhovedet i dette årtusinde) fra 2006, var det da et lidt mere poleret album. Men kun lidt, for Band of Horses' har jo aldrig været hverken svært tilgængelige eller komplicerede, men har på sin helt egen måde formået at ramme både dybt og bredt med sin simple, uprætentiøse og ikke mindst himmelsk smukke no nonsense-countryrock med nogenlunde lige dele ballader og up-tempo-numre.


Jo, 'Everything All The Time' var lidt mere rå, skramlet og umiddelbar, og også bandets hidtil bedste album, men de efterfølgende albums har også budt på storslået countryrock og fantastiske melodier, som er blevet hængende hos mig i årevis. Det sker f.eks. stadig ret ofte, at jeg finder især 'Compliments' fra 'Infinite Arms' frem, et af de bedste og mest oversete rocknumre, der overhovedet er lavet de seneste år. Nu ser jeg frem til 'Mirage Rock', deres fjerde album, der udkommer den 17. september.

En af de ting, jeg holder mest af ved bandet, er den landlige og rustikke stemning, der er i musikken. Det er americana, som jeg kan li' det, og det gælder for så vidt også den første single fra 'Mirage Rock'. Den hedder 'Knock Knock' og bliver bedre og bedre. I starten var jeg mellemfornøjet, ikke mindst over noget så småligt som den banale titel og gentagelsen af omkvædet hen mod slutningen, men tiden har arbejdet for den, og jeg er efterhånden blevet ret begejstret for nummerets rå energi og lidt kantede skønhed - bemærk f.eks. den næsten hjælpeløse måde, forsanger Ben Bridwell synger "So say it to me, say it to my face ..." i begyndelsen af andet vers. Det er som om han ikke rigtigt er i takt, men det er fedt alene i kraft af sin fortabte ujævnhed. Hør hele nummeret her:


Americana på dansk: Cody
Et af de bedste danske bud på den americana, Band of Horses excellerer i, er Cody (forkortelse af Come On Die Young), der debuterede i 2010 med albummet 'Songs' og også har et par EP'er i bagagen. På mandag udgiver de deres andet album med titlen 'Fractures', og jeg kan godt afsløre, at der er noget godt i vente. Jeg var meget begejstret for 'Songs' og noget kunne tyde på, at det samme vil gælde for 'Fractures'.


Med Kasper Kaaes bløde vokal i forgrunden leverer Cody den ene stemningsfulde godbid efter den anden, bl.a. den seks minutter lange åbner 'Disharmony' og den formidable 'Mirror', hvor fortrydelsen og desperationen hele tiden lurer under overfladen - eller rettere kommer helt op til overfladen. Det er et mesterligt eksempel på den håndspillede, rolige og intense folk og countryrock, Kaae og Cody kan til fingerspidserne. Jeg kender ikke til anden dansk musik i denne genre, der er så lækkert at lytte til. Det er blidt, melankolsk og fyldt med tristesse - og har et noget lavere gennemsnitstempo end eksempelvis Band of Horses' sange.

Indtil videre kan du lytte til førstesinglen 'Caroline' på dette link - og glæde dig til hele dynen på mandag.

mandag den 20. august 2012

Den her skal du høre! A.C. Newman - 'I'm Not Talking'

Og hvem er så det, er der måske en derude der tænker. A.C. Newman (Carl Newman) var en af grundlæggerne af canadiske The New Pornographers, hvor han stadig fungerer som forsanger. Siden har han også, præcis som Dan Bejar aka Destroyer og Neko Case fra selvsamme band, etableret en solokarriere og udgivet to soloalbums - og nu er der et tredje på vej, der udkommer den 8. oktober på Matador Records.

Albummet hedder 'Shut Down The Streets' og byder i første omgang på denne skønne, skønne single, 'I'm Not Talking'. Jeg er faldet for nummeret øjeblikkeligt og tøver ikke med at kalde det noget af det bedste, jeg har hørt i år. Musikken har lidt af det der bløde og bagudskuende retro-feel a la 70'erne, som også coveret uvægerligt minder én om. Og det er virkelig lækkert og iørefaldende. Hør det herunder.


A.C. Newman - 'I'm Not Talking'

Hvis du kan lide: The New Pornographers, Neko Case, Destroyer, Okkervil River, Tapes'N'Tapes.

torsdag den 16. august 2012

Lidt surt, lidt sødt, lidt om jangle-pop - og nyt fra The Fresh & Onlys, Woods og Will Johnson

Nogle gange får man nok. Og lige nu er jeg gået lidt kold i al den skrøbelighed og inderlighed der er over det hele (altså i musikken). En skrøbelighed og inderlighed, der sjovt nok for det meste mangler noget nerve. Der er så meget musik derude, der prøver så hårdt, men oftest rammer ved siden af og lige ned i ligegyldighedens grå masse. Jeg har brug for noget nyt og kraftfuldt, noget stort og voldsomt, noget nerve, noget uimodståeligt. Jeg har brug for en ny plade med The National, med Arcade Fire, med The Flaming Lips, for den sags skyld med Morrissey på en god dag ... Noget, man får lyst til at spille højt og som kan ramme den gyldne balance mellem melodiøsitet, dybsindighed, kant og slagkraft. Volbeat gør det med andre ord ikke. Det er der til gengæld andre ting, der forhåbentlig gør i nær fremtid.

For heldigvis er der masser af gode udgivelser, både lige nu og lige om hjørnet. Til sidstnævnte hører spændende albumudgivelser fra etablerede navne som Band Of Horses, Grizzly Bear, Efterklang, Paul Banks (ham fra Interpol), Yeasayer og - jo - Bob Dylan! Og så sent som i går dukkede det nye og for mig overrumplende album med Aimee Mann op - det havde jeg ikke set komme, men det var i den grad en positiv overraskelse, som jeg ser meget frem til at lytte til.

Og lad mig så komme til sagen med et par ord om nogle af de bedre indslag i de genrer, der næsten kan fylde lidt for meget i det musikalske landskab.


Jangle-poppens genkomst
Noget der synes at være gået mode i for tiden er den såkaldte jangle-pop med rødder i 80'ernes amerikanske college rock og reminiscenser fra 60'er-bands som The Byrds og The Hollies. Og det er ikke fordi, jeg normalt har noget imod den slags, snarere tværtimod, bl.a. R.E.M. har jo om nogen været en forrygende fortolker af genren - Peter Bucks 12-strengede Rickenbacker and all - men der er bare så meget af det for tiden, at det hele flyder lidt ud. Sågar skæve, skøre, syrede Ariel Pink's Haunted Graffiti, der udgiver albummet 'Mature Themes' på mandag, er gået jangle på singlen 'Only In My Dreams' (og forstå mig ret, det er slet ikke noget dårligt nummer). Det samme er The Raveonettes sådan halvvejs ('She Owns The Streets' - heller ikke noget dårligt nummer) og flere med dem.

Et her i Danmark knapt så kendt band, der i høj grad excellerer i genren, er californiske The Fresh & Onlys. Og de står faktisk for et af tidens bedste bud på den i form af flere numre fra det kommende album 'Long Slow Dance', deres fjerde af slagsen. Især nummeret 'Yes Or No' har vakt min opmærksomhed, fordi det i modsætning til så meget andet i genren har noget tempo og energi, som man ellers godt kan savne. Bandet lyder lidt som The Smiths, der er landet i San Francisco (efter at have lyttet til tidlig R.E.M. på flyveturen), og 'Yes Or No' byder dels på nogle af de bedste 20 første sekunder, jeg længe har hørt, dels på samlet set så lidt som 2 1/2 minuts effektiv og ind-til-benet-indie uden dikkedarer. Det kan godt være, det ikke er synderligt originalt, men det er smittende og befriende enkelt og iørefaldende:


Woods
Indtil for ikke så længe siden var The Fresh & Onlys labelmates, som det hedder, med Brooklyn-bandet Woods, der udgiver deres 7. album, 'Bend Beyond', i september. Hvor The Fresh & Onlys nu er på selskabet Mexican Summer, udgives Woods stadig på deres eget selskab Woodsist. Også Woods bevæger sig lidt i samme genre, og så alligevel ikke helt. Her er noget lidt mere råt, skingert og psykedelisk på spil, og samtidig et pift af sensommer, måske først og fremmest takket være forsanger Jeremy Earls falset og fornemmelsen af sol og blå himmel. Men det er ikke mindre kort og kontant, og det er bestemt heller ikke mindre godt. Hør f.eks. 'Size Meets The Sound':



Will Johnson
Denne lille USA-rundtur slutter i Texas. Her bor en fyr ved navn Will Johnson, der gennem en årrække har været frontfigur i bandet Centro-matic, og som nu er på trapperne med sit første soloalbum i otte år med titlen 'Scorpion'. Her er vi langt fra jangle-poppen, til gengæld er vi i den mere interessante afdeling af kategorien Følsom Mand Med Elektrisk Guitar. Singlen 'You Will Be Here Mine' lover i hvert fald godt for albummet, der udkommer 10. september:


Download Will Johnson You Will Be Here, Mine

onsdag den 8. august 2012

Med sommeren i ryggen og nye anbefalinger i posen - bloggen er tilbage fra ferie

Så kunne jeg ikke trække den længere. Sommerferien, der for mit vedkommende var mere eller mindre ensbetydende med nul musik (og hvor var det egentlig skønt), er forbi, og det blev atter tid til at se og høre lidt nærmere på, hvad der rør sig på musikfronten. Det har jeg så gjort, og jeg skal love for, at der er nok at berette om.

Derfor skal dette indlæg handle om min nye playliste (som du måske ved, laver jeg en af slagsen på Spotify hver måned) og nogle af de mange spændende ting, jeg har lagt op på den. Det bliver med andre ord (relativt) få ord om en hel masse i dag, i stedet for omvendt.


For det første er der Grizzly Bear. Ved siden af Band Of Horses (meget mere om dem meget snart) er det det band, hvis nye album jeg umiddelbart ser mest frem til dette efterår. Tidligere på sommeren luftede jeg den første single, den fremragende 'Sleeping Ute', og nu er der endnu et nummer ude fra albummet 'Shields', der udkommer den 17. september. Nummeret hedder 'Yet Again' og er mindst lige så fremragende som 'Sleeping Ute' - og er selvfølgelig at finde på playlisten.

Det samme er sange fra amerikanske Murals, Ormonde og Strand of Oaks, der har det tilfælles, at jeg tidligere har talt lovende om dem her på bloggen, før deres respektive album udkom. Nu har de også det tilfælles, at deres plader er udkommet, og de er alle glimrende. Murals lyder som west coast-hippier, der tror det stadig er 1969, Ormonde spiller halvdoven dagdrømmerisk pop med kælen kant, og Strand of Oaks aka Timothy Showalter er den uundgåelige fuldskægsfætter med et hjerte så blødt som smør, et fast greb om guitaren og fortællinger fra mørket og landevejen.


Her sidst på sommeren er jeg - omsider - faldet over det nye album med svenske The Amazing, der egentlig også sagtens kunne have lavet musik for 30 år siden, så herligt umoderne er de. Albummets titel 'Gentle Stream' er ganske velvalgt, for det er fyldt med lange, luftige, varme, blide og behagelige guitarbaserede og 60-70'er-inspirerede psych-rocksange, der helt sikkert ville gøre sig godt som musikalsk akkompagnement til bålet og den svenske skovsø. Lyt f.eks. til nummeret 'The Fog', som jeg har lagt på playlisten. Albummet udkom her i Europa i slutningen af 2011, men er netop blevet udgivet i USA, og det er i den anledning, jeg har taget albummet til mig.

August-playlisten er fuld af mange andre stærke sager, bl.a. den nye single fra The Raveonettes, som jeg altid har haft det noget ambivalent med (har altid haft den her oplevelse af, at deres musik var én stor pastiche og groft sagt ligegyldig overflade). Men 'She Owns The Night', forløberen for deres 7. studiealbum der udkommer 10. september, er virkelig god og tilpas shoegaze til min smag.

Der er Dirty Projectors, der har lavet et af årets hidtil bedste album (og deres hidtil lettest tilgængelige), 'Swing Lo Magellan', og titelnummeret herfra, der lyder som en sød brise på Long Island, dirrende og intens rock fra det spændende L.A.-band The Deadly Syndrome og nummeret 'Maine' fra albummet 'All In Time', natsorte stemninger fra danske Marie Fisker, der udgiver albummet 'So, Hoes & Heroes' den 24. september, på nummeret 'On The Beach', og den uimodståelige, højstemte og næsten naivt lalleglade 'On My Way' fra det nye Passion Pit-album 'Gossamer'. Og meget mere.

Nok snak. Lyt til det hele her på Spotify (og hvorfor ikke subscribe?):