tirsdag den 29. maj 2012

Tre gode danske på engelsk: The Eclectic Moniker, The Green Lives og Bodebrixen

Ja ja, jeg ved det godt, jeg har allerede skrevet om The Eclectic Moniker. Lidt. Og nu skriver jeg lidt mere, for siden sidst har jeg fået lyttet en del til deres debutalbum, og der er især ét nummer, jeg er faldet for - og som jeg vil fremhæve som den første anbefaling fra dagens tre-i-ener med sprøde og lækre sager i kategorien dansk på engelsk.


Det drejer sig om afslutningsnummeret på albummet (der heldigvis byder på flere gode sager, hør f.eks. også sangen 'Terminal'), et vidunderligt silkeblødt og sommerlet nummer, der indtil for et døgns tid siden var som skræddersyet til tiden og solen. Det hedder nemlig 'Sunshine Song' og minder dig sikkert om Spandau Ballet og er som syv minutter i en blidt vuggende hængekøje og jordbær med fløde:



The Green Lives
Og jeg har mere. The Green Lives er en kvintet fra det jyske, det netop har udgivet deres debut-EP af samme navn. Det er lovende, let og lyst med vokalharmonier og en organisk folkpop-lyd ikke milevidt fra eksempelvis Figurines, uden at der dog skal lægges alt for meget i det. De har allerede kunnet høres et stykke tid med nummeret 'No One Else', som du kan lytte til her i en akustisk version på Youtube. Jeg er dog langt mere begejstret for 'We Don't Need No Uniform', der har lidt mere tempo over sig og byder på et af de bedste og mest uafrystelige omkvæd, jeg har hørt fra et dansk band længe:



Bodebrixen
Endelig er der danske Bodebrixen, der består af Aske Bode og Andreas Brixen. Regn selv resten ud. De to gutter udgiver albummet 'Out Of Options' den 10. september, deres tredje af slagsen, og har netop sluppet første single herfra, 'Ghost', der driver af sted med en rytmisk og elektronisk elegance og et svagt pift af 80'erne:

Ghost by Bodebrixen

fredag den 25. maj 2012

Fredagsguf: Father John Misty - 'This Is Sally Hatchet'

Fredag, sol, sommer, pinse og bare fødder. Det bliver vel egentlig ikke meget bedre. Det skulle da lige være ved at tilføje fire minutters tid med min nye helt, bonkammerat og sjæleven Father John Misty aka J. Tillman og forhenværende Fleet Foxes-medlem. Jeg har rost ham til skyerne før, og han er altså en god mand med noget på hjerte, er han.


Som når han i 'This Is Sally Hatchet' synger geniale sætninger som "The longer it keeps raining the more she has to struggle to maintain a wonderful time" og "I've got smoke in my lungs and a past life in the trunk". Læg dertil den dejlige, bløde 70'er-inspirede west coast-stemning, der hviler over nummeret, og alt er såre godt. Hør her:


onsdag den 23. maj 2012

Lyden af sommer - hør mine 20 sommerfavoritter

Så vidt jeg husker, er det det samme hvert år. Når sommeren melder sig for alvor, melder lysten sig også til at høre noget helt bestemt musik. Nogle sange er bare mere sommerlige end andre, også selv om de ikke nødvendigvis og eksplicit handler om sommer, og det er nogle af dem, jeg ofte vender tilbage til på denne tid af året. Herudover er der selvfølgelig alle de oplagte, de rendyrkede sommersange, hvoraf nogle er mere tålelige end andre, og hvoraf nogle enkelte rent faktisk holder hele vejen til august eller deromkring - eksempelvis Seals & Crofts' klassiker 'Summer Breeze' fra 1972.


Jeg har samlet en playliste med foreløbig 20 sange, jeg forbinder med sommer. Nogle af dem giver sig selv, andre gør ikke - men har på en eller anden måde en sommerlig lyd og noget solskin over sig. Listen kan ses og høres her på Spotify (og hvem ved, måske kommer den også som youtube-playliste med tiden for alle jer andre). Spørgsmålet er, om jeg har glemt noget? Synes du, jeg helt og aldeles har overset en eller anden sommerperle (og nej, 'Summer of 69' og 'Summer In The City' orker jeg altså ikke ...)? Listen er heldigvis åben for nye medlemmer, så sig endelig frem!


mandag den 21. maj 2012

Tre mænd med en guitar (og lidt til): Sun Kil Moon, The Tallest Man On Earth og Patrick Watson

Jeg har (først) lige hørt det! Sun Kil Moon udgiver et nyt album lige om lidt - den 29. maj! Det er mildest talt sød musik i mine ører. Måske rettere god musik i mine ører, for er der noget, Sun Kil Moons musik ikke er, er det sød - det skulle da lige være bittersød. Den er normalt heller ikke kortfattet og velegnet til at danse til, ej heller storsælgende, på alles læber eller radiovenlig. Men den er god på den langsomme, afdæmpede og berigende måde.


Sun Kil Moon er Mark Kozelek, der tidligere var hovedmanden i bandet Red House Painters og som nu i ti år har udgivet plader under dette spøjse pseudonym, der er en afledning af navnet på en tidligere koreansk bokser. Jeg var især begejstret for hans 2008-album 'April', der mestendels bestod af i omegnen af syv minutter lange og tålmodige, akustiske og ekstremt stemningsfulde guitarudladninger understøttet af Kozeleks bittersøde vokal. Om der bliver lige så meget balsam for sjælen på det nye album, 'Among The Leaves', vil tiden snart vise, men de foreløbige udspil tegner - selvfølgelig - glimrende, bl.a. 'That Bird Has A Broken Wing', der kan høres her i en liveudgave:



Der er mere godt nyt fra samme hylde. The Tallest Man On Earth, alias svenske Kristian Matsson, er også på trapperne med et nyt album, opfølgeren til 'The Wild Hunt' fra 2010. Den 11. juni udkommer 'There's No Leaving Now', hvorfra jeg med fornøjelse har kastet mig over forløberen '1904', der er en af den slags sommerlette folkpop-sange, man kun kan blive glad i låget af. Og ja, han lyder (lidt) som en ung Dylan:



Canadiske Patrick Watson udgav i april sit fjerde album, 'Adventures In Your Own Backyard', som byder på fine detaljer, smukke stemninger og nogle sange, der er helt vidunderlige - blandt mine favoritter (hvoraf jeg har haft flere med på mine seneste playlister) er 'Into Giants', 'The Quiet Crowd' og ikke mindst titelnummeret, som du kan høre herunder i en liveudgave fra CBC's Glenn Gould Studio. Det er skidegodt, er det:



fredag den 18. maj 2012

Hør og se den nye video med Neil Young & Crazy Horse

Den 4. juni udkommer 'Americana', det første album i ni år fra Neil Young og hans gamle svende Crazy Horse (Billy Talbot, Frank 'Poncho' Sampedro og Ralph Molina), og det er jeg sikkert ikke den eneste, der ser frem til med store forventninger. Og nu kan du allerede (er dette en danmarkspremiere?) høre det første nummer fra albummet. Her er 'Clementine':


onsdag den 16. maj 2012

Tre hurtige fra New York: Dirty Projectors, Liars og The Walkmen

New York, åh New York. Hele tiden med god musik og mere af den. I dag har jeg fundet tre nye sager fra byen med navne, der efterhånden har rumsteret i nogle år og alle er lige på trapperne med nye album (og selvfølgelig er to af dem fra Brooklyn).


Først er der Dirty Projectors, der siden 2003 har været et af Brooklyns mere eksperimenterende og avantgardistiske bands, med spor af såvel r'n'b og afrikansk musik som alternativ pop og rock. De har aldrig rigtig fanget mig, men noget kan tyde på, at det kan ændre sig, når deres nye album, 'Swing Lo Magellan', udkommer den 9. juli. I hvert fald er den første single, 'Gun Has No Trigger', et spændende og iørefaldende bekendtskab:



Bandet Liars har faktisk eksisteret længere, nemlig siden 2000, men haft lidt sværere ved få et decideret gennembrud. Her er vi i den eksperimenterende rock med elementer af bl.a. dance punk, og denne nye single, 'No. 1 Against The Rush', er slet ikke noget dårligt udgangspunkt for det kommende album, 'WIXIW', der udkommer den 4. juni:



Endelig er der The Walkmen, der mere og mere markerer sig som et af disse års bedste og mest rendyrkede, næsten gammeldags simple, rockbands. Her er (som regel) ikke så mange dikkedarer, 1-2-3, guitar-bas-tromme. Sådan har det været det meste af tiden med dette band, der ligner bankmænd snarere end rockstjerner. Jeg sprang på vognen i 2008 ved udgivelsen af deres fremragende femte album, 'You & Me'. Siden kom 'Lisbon' i 2010, og lige om lidt (den 29. maj) udkommer 'Heaven', hvorfra der allerede er kommet et par forløbere - bl.a. 'Heartbreaker', der rummer alt det bedste, The Walkmen står for:


torsdag den 10. maj 2012

Father John Misty og lyden af Laurel Canyon anno 2012

Den her skulle jeg bruge lidt tid på. Jeg lyttede, lagde den fra mig, gav den en ny chance, det hele flere gange om igen, og så var den der pludselig - og nu hører jeg næsten ikke andet. Det var lidt det samme, J. Tillman, den tidligere Fleet Foxes-trommeslager, der nu har fået den idé at kalde sig Father John Misty (som ikke rigtigt betyder noget ifølge ham selv), selv var ude for, inden pladen blev til. Han kunne ikke rigtigt få skrevet noget, ikke rigtigt finde sin stemme og tone. Indtil han kom til en hytte i Laurel Canyon.

Åh, tænker du, er det nu sådan en Bon Iver-historie igen? Nej, det er det ikke. Altså lige ud over ovennævnte sammenfald. Her var vist ingen kærestesorger, ingen bevidste ønsker om at isolere sig og lave en "nøgen" og hudløs plade i stil med Bon Ivers 'For Emma, Forever Ago'. Og lyden på 'Fear Fun', som albummet hedder, er da heller ikke vinterlig og tristessefyldt som 'For Emma ...". Det er et til tider lettere melankolsk og følende album, men lyden er snarere varm og solfyldt, ja californisk og Laurel Canyon'sk, og den gennemgående tone rummer masser af humor, håb og ironi.


Der er en umiskendelig fornemmelse af 70'ernes og de tidlige 80'eres vestkyst og patinerede charme, af noget blue-eyed soul som hos eksempelvis Michael McDonald og Hall & Oates, noget Dennis Wilson, en lille smule Doobie Brothers, og mange andre i samme tidslomme. Samtidig er det et countryalbum af en slags, og eksempelvis den vidunderlige 'Nancy From Now On' lyder som noget, Harry Nilsson kunne have fundet på, mens Tillman andre steder næsten lyder som en yngre Roy Orbison. Han synger intet mindre end blændende, den gode Tillman.

Albummet bliver ikke mindre godt af, at Tillman skriver nogle tekster, der i allerhøjeste grad har sjæl og substans. Det er sjældent, man støder på så vedkommende, underholdende, ironisk drillende og samtidig patosfyldte sange - meget ofte med et glimt i øjet, som på 'Now I'm Learning To Love The War', der lyder som en længselsfuld kærlighedssang, men i virkeligheden handler om alle omkostningerne ved bl.a. at skabe og udgive en plade: "Try not to think so much about all the truly staggering amount of oil that it takes to make a record ..." Og sådan er der så meget med ham her Father John Misty, der for hver gang jeg lytter til ham, fremstår mere og mere som en ener.

En ener, der har skiftet både ham og spor siden han "bare" var J. Tillman og for den sags skyld også en del af Fleet Foxes. I mangel på inspiration lagde han Seattle og skovmandsstilen (som er udpræget på hans tidligere album, hvoraf jeg især vil anbefale 'Vacilando Territory Blues') bag sig og kørte sydpå, og ved mødet med Laurel Canyon og Los Angeles blev han til Father John Misty, der med hjælp fra producer Jonathan Wilson skabte et album med en næsten arketypisk og klassisk LA- og West Coast-lyd - med masser af store harmonier, bragende trommer og akustisk guitar. Det er en god historie, og det er et endnu bedre album.

Faktisk er det så godt, at jeg har mere end svært ved at fremhæve et enkelt nummer, jeg synes du skal høre. Så du får tre, bl.a. en live-version af 'Only Son Of The Ladiesman' fra Letterman og en sprælsk KCRW-optagelse af albummets førstesingle, 'Hollywood Forever Cemetery Sings'. Men du kan selvfølgelig også bare høre hele albummet enten på dette youtube-link eller på Spotify. Nej, du skal selvfølgelig købe det. Nu.











tirsdag den 8. maj 2012

Tre hurtige fra hoften: Beach House, The New Spring og The Eclectic Moniker

Nu er det her - næsten! Det nye Beach House-album. Det udkommer nemlig først for alvor på mandag, men du kan allerede nu lytte det igennem fra ende til anden på npr.org - og det kan kun gå for langsomt, for jeg siger dig, at det er lækkert. Gør dig selv en tjeneste og hør, hvad der må blive et af årets bedste album her.



Det er til gengæld sjældent, jeg omtaler musik, jeg ikke er så vild med. Men i dag vil jeg gøre en undtagelse. Der har nemlig været en del hype omkring det nye - og andet - album fra The New Spring alias Bastian Kallesøe, der også har begået sig som en del af bandet Shout Wellington Air Force. Den hype har jeg svært ved at deltage i. Jeg kan godt se - eller høre - at det da bestemt er ganske tilforladeligt i bedste Nick Drake-stil, men det, der især får mig til at holde på begejstringen, er Kallesøes stemme. Hvad nytter det, at der musikalsk er noget godt at komme efter (selv om det nu også på den musikalske side bliver lidt tamt i længden på albummet, der bærer titlen 'Secret Armor'), hvis man bare ikke orker vokalen? Døm selv:



Så er jeg meget mere til debutsinglen fra danske The Eclectic Moniker, 'Easter Island'. Den lyder simpelthen bare af sol, sommer og hængekøje, og skal høres højt. Albummet udkommer på mandag, og mon ikke, der er mere sommerlyd i vente?


torsdag den 3. maj 2012

Anais Mitchell - mesterlig americana

For et par år siden udgav den amerikanske singer-songwriter Anais Mitchell albummet 'Hadestown', der måske ikke ringer de store klokker, men som i anmelderkredse opnåede enorm popularitet. Faktisk var albummet så populært blandt især de engelske og amerikanske anmeldere, at det stadig figurerer som det samlet set bedst anmeldte album nogensinde på websitet anydecentmusic.com (i de tre års tid, sitet har eksisteret) med en gennemsnitsscore på 8.9 ud af 10 (ja, højere end eksempelvis Kanye Wests 'My Beautiful Dark Twisted Fantasy' og PJ Harveys 'Let England Shake', der ellers begge tør siges at være heftige anmelderfavoritter).


Præcis som 'Hadestown' gik hen over hovedet på de fleste andre end anmelderne, er det også gået de fleste forbi, at Mitchell udsendte et nyt album, 'Young Man In America', for et par måneder siden. Og det er altså en skam. For det er et af de bedste eksempler på renskuret og rålækker americana, jeg har hørt længe. Tænk lidt Bonnie 'Prince' Billy anno 'The Letting Go' (2006), lidt Laura Veirs, lidt "hende der med harpen" aka Joanna Newsom - og flere andre i samme kategori. Mitchell er oppe blandt de bedste, og man fristes til at sige at det kun er tilfældigheder, der gør at hun ikke har fået bare noget der minder om det gennembrud, Bon Iver fik for et par år siden (Bon Iver har sjovt nok begået en coverversion af et af de bedste numre fra albummet, 'Coming Down'). Hør bare her: