torsdag den 29. marts 2012

Tiddlers og Tanlines - lyden af Nordvestjylland og New York

Et par interessante og gode sager er kommet min vej de sidste par dage. Først var det et par unge fyre fra Nordvestjylland, der kalder sig Rosenkrantz & Gyldenstjerne, intet mindre, og deres single 'Tiddlers', jeg faldt over. Et fint og følsomt nummer, der netop er gået direkte ind på 2. pladsen på Det Elektriske Barometer og tager tråden op fra et hav af kunstnere og inspirationskilder i samme kategori - her kan nævnes Simon & Garfunkel, José Gonzalez, Elliott Smith og Bon Iver, og man kunne nævne mange flere.


Rosenkrantz & Gyldenstjerne er oprindeligt figurer fra Shakespeares 'Hamlet' og blev siden taget op i et absurd skuespil af Tom Stoppard. Nu kan du godt indstille dig på at forbinde navnene med to unge fyre fra det nordvestjyske, der ifølge dem selv mest af alt er inspireret af naturen. Selv om 'Tiddlers' ikke er et nummer, der blæser mig omkuld af begejstring, er det nu stadig et dejligt nummer, der synes at svæve på sin egen lethed og skønhed og efterlader indtrykket af et lille band med et stort potentiale. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre mere nyt fra (nord)vestfronten.


Og noget helt andet ...
Hvis Nordvestjylland har en direkte modsætning, må det være New York. Her er jeg stødt på en duo af en helt anden slags, nemlig Tanlines og deres debutalbum 'Mixed Emotions'. Vi er i synth- og popland, og dermed på alle måder langt fra de ovennævnte danske debutanter. Hvor Rosenkrantz & Gyldenstjerne lyder som en råhyggelig dag med havgus og varm kakao på den jyske vestkyst, lyder Tanlines nemlig som en varm og solrig eftermiddag på Long Island efterfulgt af pangfarvede paraplydrinks og solnedgang på en af New Yorks tagterrasser. Lyt fx til singlen 'Brothers', der blot er et blandt mange dejlige, sommerlige numre fra 'Mixed Emotions':


søndag den 25. marts 2012

Choir Of Young Believers - langsomhedens triumf

"Next summer, I will return, I'll be back, I'll break your heart, I'll break your heart ..."

Jeg husker den lidt introverte, mumlende og samtidig desperate stemme og det helt og aldeles vidunderlige sommerhit 'Next Summer' klokkeklart. En sang der ramte mig hårdt og voldsomt, en historie jeg på en eller anden måde kunne nikke genkendende til med det samme (vi har vel alle været unge engang); en ulykkelig sommer, en flygtig og dog stormende og samtidig umulig forelskelse et sted langt borte under Middelhavets sol, som i det lidt hjælpeløse og ungdommelige sind kunne føre til ønsket om en form for hævn. Du knuste mit hjerte, en dag vil jeg knuse dit. Næste sommer.

Det var i sommeren 2008, Jannis Makrigiannis, som dengang mere eller mindre alene var synonym med Choir Of Young Believers, sang om næste sommer og den bittersøde gengældelse. For mig var det nok den sommers største hit, og stadig et umiskendeligt minde fra den varme sommer for snart fire år siden. Og mest af alt plantede sangen den her meget melankolske, drømmende og verdensfjerne følelse af længsel efter noget andet, forestillingen om det grønnere græs på den anden side, selv om man sidder lige midt i det hele, lige under den blå himmel, lige midt i det bedste af den danske sommer.

Måske skyldtes det - uden at jeg havde tænkt nærmere over det - Makrigiannis græske aner, at jeg på en eller anden måde på min nethinde forbandt sangen med det glinsende Middelhav, den stærke sol og den dybblå græske himmel. Nummerets lidt storladne instrumentering og melodiøsitet rummede de her associationer til den sydeuropæiske sommer, varmedis og sand, der er alt for varmt. Det var ikke fordi, jeg var i Grækenland eller andre steder ved Middelhavet den sommer, men sådan havde jeg det bare hver gang, jeg hørte den sang. Er der noget musik kan, er det at male billeder.

Poetisk paralyseret
'Next Summer' var at finde på Choir Of Young Believers' debutalbum, 'This Is For The White In Your Eyes', der ikke kun holdt et højt niveau, men også havde en af de bedste titler, jeg er stødt på. Poetisk som få, smuk som bare pokker. Jeg aner ikke, hvad det betyder (jo jeg gør, men du ved, det gør man alligevel ikke helt med den slags), men bare at sige det højt er en fryd, præcis som den glæde og veltilfredshed, der kan være ved at læse stor poesi højt. 'This Is For The White In Your Eyes'.

Jeg skriver alt det her for at sige lidt om det nye Choir Of Young Believers-album, 'Rhine Gold', der udkom for et par uger siden. Lad det bare være sagt: Her er ingen ny 'Next Summer'. Og jeg har været temmelig længe om at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle mene om pladen, i lang tid kunne jeg kun høre den i små bidder, fordi den simpelthen var for langstrakt, for stillestående, for søgende og for længe om at komme til sagen. Oftest har jeg egentlig ikke noget imod den slags, faktisk er meget af den musik, jeg holder mest af, lige netop i denne langsommelige kategori, men af og til kryber det bare ikke ind.


Før efter lang tid. Hvor det så kryber ind med kolossal kraft, uden at man helt kan forklare, hvorfor det lige pludselig skete - udover at man har givet det en chance og lyttet det grundigt igennem mange gange. Som du sikkert har gættet, er det præcis, hvad der er sket for mig med 'Rhine Gold'. Pludselig bragte albummet mig i den der stemning, hvor det er det eneste, man har lyst til at lytte til - næsten. For jeg har også lyttet en hel del til den nye med The Shins og den meget snart kommende med Great Lake Swimmers, meget mere herom meget snart.

'Rhine Gold' er et album med overvejende lange, modige numre, der for en stor dels vedkommende afsøger nye muligheder og territorier. Af et band, der er vokset på alle måder. Der er en hel masse gemt her - noget David Bowie, noget Talk Talk (Spirit Of Eden-perioden), en lille smule Fleet Foxes-stemning og alt muligt andet. Krydret med Makrigiannis' imponerende sans for detaljen og vidunderlige fraseringer.

Måske er især Talk Talk-sammenligningen relevant, for der er bestemt en lighed i måden, sangene får lov at vokse sig store på og skifte tempo flere gange undervejs, som tilfældet især er på den fænomenale 'Paralyze', der over 10 minutter tager sin lytter ud på et fantastisk eventyr. Tag hovedtelefonerne på, skru op og hør så lige den bas! Det er et nummer, der repræsenterer albummet ganske godt - begge dele bliver bedre og bedre, og dit liv bliver temmelig sikkert også bedre, hvis du gør som jeg og lytter og lytter og lytter ...

Desværre findes der ikke en tilgængelig version af 'Paralyze' på nettet, så du må nøjes med den her med den højst mærkværdige titel 'Nye Nummer Et' (der nu bestemt heller ikke fejler noget):






mandag den 19. marts 2012

Sharon Van Etten: 'Tramp'. Årets hidtil bedste album?

Så skete det igen! Ud af overhippe Brooklyn poppede en musiker, der overstråler langt det meste, denne verden ellers kan byde på. Sharon Van Etten og albummet 'Tramp' er endnu et eksempel på, at de åbenbart kommer noget helt særligt i kaffen i Brooklyn. New York-bydelen har den seneste håndfuld år været stedet inden for den alternative amerikanske rock og pop, og er - og her nævner jeg blot et lille udsnit - tilholdssted for bands som The National, Grizzly Bear, Yeasayer, The Antlers, Dirty Projectors og Chairlift. Og som man næsten havde gættet, er det slet ikke ualmindeligt, at de forskellige kreative hoveder aflægger hinanden visit, hjælper til på kryds og tværs og giver et nummer sammen i ny og næ.


I tilfældet Sharon Van Etten er det The Nationals Aaron Dessner, der har produceret dette hendes tredje album. Undervejs på 'Tramp' bidrager også den anden Dessner-bror, Bryce, samt Zach Condon fra Beirut, Jenn Wasner fra bandet Wye Oak og Julianna Barwick. Jeg må indrømme, at jeg ikke kender hendes tidligere udgivelser, men jeg er hurtigt faldet pladask for 'Tramp'. Et album fyldt med stemningsfulde sange i singer-songwriter-kategorien og med så meget nerve og intensitet, at fire minutter pludselig synes at kunne rumme et helt liv. Det er længder bedre end gennemsnittet, et album af den slags, man bliver godt gammeldags glad over at have opdaget. Ja, det er muligvis årets hidtil bedste album. Hør bare denne liveversion af 'Give Out' i en optagelse fra min yndlingsradiostation, The Current i Minneapolis: