tirsdag den 28. februar 2012

Nord og syd: Wilco og Lambchop

I aften giver Chicago-bandet Wilco koncert i Falconer Salen på Frederiksberg. Atten år, otte studiealbums og et dobbelt livealbum inde i karrieren har forsanger Jeff Tweedy og hans flok af velspillende musikere udviklet sig fra alternativt undergrundsnavn til et af USA’s største og mest veletablerede rockbands, der – apropos Bon Iver og hans grammyer (se tidligere indlæg) – både har været Grammy-nomineret flere gange og vundet to priser i 2005 for albummet ’A Ghost Is Born’.


Også deres nyeste album fra 2011, ’The Whole Love’, har en Grammy-nominering på samvittigheden, men det lever i mine ører ikke helt op til tidligere tiders høje niveau fra især de mesterlige ’Yankee Hotel Foxtrot’ (2002) og ’A Ghost Is Born’ (2005). Dermed ikke sagt, at her ikke er en godbid eller to, f.eks. førstesinglen ’Art of Almost’ - og ja, i dagens koncertanledning tager vi denne liveudgave fra Letterman:


Jeg så Wilco i 2009 i St. Paul, Minnesota, på turnéen, der fulgte i kølvandet på udgivelsen af ’Wilco (The Album)’ – i øvrigt et album, der næsten var enerådende (og enestående) soundtrack til mit liv i flere måneder den sommer. Og jeg kan kun håbe, at aftenens oplevelse i Falconer bliver lige så god.

Kasketkarlen fra Nashville
Et par stater stik syd fra Chicago og Illinois - i Nashville, Tennessee - går den noble og altid rolige, kasket- og brilleklædte Kurt Wagner rundt og rører lidt i Americana-gryden fra tid til anden. Med sit skiftende og store ensemble af musikere i bandet Lambchop har han som Wilco udgivet plader i snart 20 år, startende i 1994 med albummet ’I Hope You’re Sitting Down’. 

Nu har de netop udgivet ’Mr. M’, det 11. i rækken, og uden tvivl også det mest dødsfikserede. Albummets røde tråd er Kurt Wagners nære ven Vic Chesnutts død. Chesnutt var et andet interessant navn på den alternative amerikanske singer-songwriter-scene og en stor inspiration for Kurt Wagner, og hans død juledag i 2009 tog åbenbart så hårdt på Wagner, at han skrev indtil flere sange om savnet af den bortgangne ven.

’Mr. M’ er ikke Lambchops bedste album – her må jeg henvise til bl.a. ’Nixon’, ’Is A Woman’ og det lidt oversete forrige album, ’OH Ohio’, der er ekstremt smukt, blidt og næsten uden lavpunkter. På ’Mr. M’ spiller orkestreringen og ikke mindst de så godt som altid tilstedeværende violiner en endnu større rolle end normalt, og her trækkes Lambchops i udgangspunktet alternative country i endnu højere grad over mod den form for loungemusik, der altid har ligget lidt på lur. 

Samtidig er den simple og bittersøde countryklang med Wagners karakteristiske lave og bløde stemme dog intakt på de fleste numre, som f.eks. ’Gone Tomorrow’, der oven i hatten byder på en spøjs video:


Også Lambchop kan snart opleves i Danmark – de spiller i Koncerthusets Studie 2 den 18. marts.


onsdag den 22. februar 2012

Bonderøven der blev Grammy-vinder

I går faldt jeg over denne optagelse fra AIR Studios i Lyndhurst Hall, en gammel kirke i Hampstead i London, hvor Justin Vernon og Sean Carey fra Bon Iver fremfører fem sange, bl.a. tre fra 2011-albummet 'Bon Iver, Bon Iver', i mere simple, hudløse og afdæmpede udgaver end vi er vant til fra bandets seneste album og live-optrædener. Der er skruet helt op for både skrøbelighed og skønhed, og det er den slags, man ville ønske man kunne opleve live. Bemærk også deres cover af Bonnie Raitts 'I Can't Make You Love Me' cirka midtvejs.



Engang for ikke så længe siden var Bon Iver totalt undergrund. Jeg husker stadig tydeligt billedet af bonderøven Justin Vernon i skovmandsskjorte ved den øde hytte i Wisconsin, der dannede ramme om den næsten mytiske historie om ham, hans kærestesorger og den lange, ensomme skaberproces der førte til tilblivelsen af 'For Emma, Forever Ago', et album der lynsnart buldrede ind på min personlige liste over de bedste album nogensinde. Ja, så godt var det, og det er det stadig.

Siden er der sket ikke så lidt med den gode Vernon og hans band, ikke mindst oven på sidste års - i modsætning til forgængeren - rigt orkestrede album 'Bon Iver, Bon Iver', foreløbigt kulminerende med et par Grammy-priser i forrige uge (bl.a., og absurd nok, for 'Best New Artist'). Ja, så er man altså for alvor blevet noget ved musikken i Amerika.


Det mærkelige Amerika
Et band der stadig er lige så meget undergrund, som Bon Iver var i 2008 - i hvert fald for de fleste med dansk pas - er North Carolina-bandet Lost In The Trees. De udsender den 20. marts deres tredje album, 'A Church That Fits Our Needs', og herfra kan jeg varmt anbefale denne første single og video, 'Red', der har en sær og lidt foruroligende stemning over sig, og samtidig folder sig smukt ud i sin "stop and go"-æstetik. Der er både lidt gammel Radiohead og lidt old weird America over det. Det er med andre ord nok ikke et nummer, de vil tage op på P3:



mandag den 20. februar 2012

Velkommen til Rockville!

Velkommen til Rockville! Rockville er en musikblog, der primært vil fokusere på - rock. Men heldigvis er rock et vidt begreb, og desuden er der ikke nogen der siger, at her ikke også kan dukke omtaler af og artikler om andre genrer op. Der er heller ikke noget, der hverken er for stort eller for småt til at blive omtalt her.
 
Navnet Rockville ringer måske og forhåbentlig en klokke hos fans og kendere af R.E.M., mit eget all time favoritband - der sagde farvel og tak så sent som i september. R.E.M. lavede nemlig i sin tid, som nærmere bestemt var i 1984, et country-inspireret nummer med titlen '(Don't Go Back To) Rockville', der var at finde på bandets andet album, 'Reckoning'. Jeg troede længe, at sangen handlede om et fiktivt sted og om rockmusik, og fandt først for nylig ud af, at Rockville rent faktisk er en virkelig by i staten Maryland i USA. Og ja, nu er Rockville også denne blog.

Så meget om titlen. Og videre til musikken. Året har allerede budt på et par store, med spænding imødesete udgivelser fra et par kunstnere, der i mange år har været blandt mine personlige favoritter. Jeg har været et par uger undervejs, men bedre sent end aldrig med lidt omtale af disse udgivelser.

Det gamle jakkesæt og københavnerkærlighed
Det drejer sig om henholdsvis Leonard Cohen, det gamle canadiske jakkesæt på 77, der udgav den passende titel 'Old Ideas' i slutningen af januar, og danske Nikolaj Nørlund, der nogenlunde samtidig sendte 'Alt Sammen, Lige Nu' på gaden. Hvor førstnævnte stadig lyder som den gamle dagdrømmer, livsnyder, kvindebedårer og hedonist han altid har været (og tak for det), er det sidstnævnte, jeg indtil videre har taget til mig. Ikke at Cohens album ikke er godt (vel er det så), men som det af og til er tilfældet med andre i hans dinosaur-kategori, får jeg mere lyst til at høre hans gamle plader, når jeg sætter 'Old Ideas' på. Men det siger måske mest noget om, hvor gode de gamle plader er.

'Alt Sammen, Lige Nu' er derimod et album, jeg de sidste par uger har haft som lydbillede til de frostkolde vinterdage. Krystalklare og lige dele poetiske og prosaiske sange, der strømmer fra de varmende hovedtelefoner og giver vinterkolde og indtil for nylig frost- og sneklædte København (Nørlunds egen by som igen her besynges som den er blevet så mange gange før af manden) et ekstra lag af betydning og skønhed.

Nikolaj Nørlund har - igen - lavet et fremragende album.

Albummets indledende to sange, 'Ned Til Søen' og førstesinglen 'Man Bli'r Forsinket Så Let', hvor Nørlund assisteres af The Figurines-forsanger Christian Hjelm, sætter et smittende, frisk tempo, og de to sangere klæder hinanden fortrinligt. Men det er albummets midterste del, med den himmelråbende smukke 'Lige Linie' og den guitarrockende 'Iltmasken', der efter gentagne nærlyt for alvor sætter sig fast. Giv lige 'Lige Linie' et lyt - og bemærk bl.a. de smukke, smukke korarrangementer (og selvfølgelig Nørlunds uforlignelige lyrik):

Nikolaj Nørlund - Lige Linie (fra 'Altsammen, Lige Nu') by rockvilleblog

Generelt er albummet spækket med typiske Nørlund'ske blikke på livet, byen, kærligheden, rutinerne - altsammen udsat for hans poetiske sproglege, der står mindst lige så godt som nogensinde. Og det på en musikalsk bund, der spræller og sprudler lidt mere end på forgængeren 'Tid Og Sted' fra 2009 - faktisk er ovenstående 'Lige Linie' snarere undtagelsen end reglen på dette album. Og jeg er slet ikke færdig med det.