fredag den 9. november 2012

Mit Daglige Fix: Rayland Baxter

Kender du det? Trods uendeligt meget musik er der bare noget bestemt, man hele tiden vender tilbage til og bare må høre igen og igen, og som får alt det andet til at drukne i middelmådighedens smulte vande. Plader, man i en periode lever i og med i en sådan grad, at man slet ikke har lyst til at høre andet. Det gør jeg i allerhøjeste grad, og sådan har jeg det lige nu med debutalbummet fra Nashville-fyren Rayland Baxter, som jeg har blogget om før. Lige for tiden er mine morgener simpelthen ikke de samme uden dette album i ørerne, så blidt, rundt og lækkert er det.


Det hedder 'Feathers & Fishhooks' og har noget, mange af tidens moderigtige udgivelser ikke har. For det første er her nemlig et album fyldt med sange, hvor man rent faktisk kan høre, hvad der bliver sunget fra ende til anden. I en tid med en tilsyneladende endeløs strøm af musik, hvor vokalpræstationen og tydeligheden af den ganske enkelt ikke er god nok, hvor man til tider ikke en gang kan høre, hvad der bliver sunget, eller hvor teksterne er totalt ligegyldige og kønsløse, er det i sig selv en stor befrielse.

Hos Baxter høres konstant en klar, varm vokal over - som regel - en simpel guitar og til tider lidt andre strenge. Og så kan det godt være, at han ikke opfinder den dybe tallerken hver gang i lyrikken på sange som 'The Mtn Song' og 'Olivia' (andre steder er teksterne til gengæld fremragende), men det er til at leve med, fordi han synger sine sange med så stort nærvær, så intenst og smukt, at man føler, det altid har været meningen at disse sange (især 'Majoria' og 'Dreamin') skulle være i verden, og - efter at have lyttet til dem flere gange - at selv samme verden netop ikke ville være den samme uden.

På denne liveoptagelse fra ourvinyl.com kan du bl.a. høre en stærk version af den smukke, smukke 'Dreamin', som er mit absolutte must have af dem alle for tiden:



Lyt og køb her


Ingen kommentarer:

Send en kommentar