tirsdag den 20. november 2012

En god koncertuge - og lidt om december på bloggen

I dag skyder jeg lidt med spredehagl. Og alligevel med et forsøg på noget der minder om en rød tråd. Det skal handle lidt om ugens koncerter (med nogle af årets bedste kunstnere), og i forlængelse heraf et par gode live-optagelser fra min yndlingsradiostation The Current (med nogle af årets bedste kunstnere) - og som en slags opsamling et blik på, hvad der er i vente i december her på bloggen. Det hele giver mening til sidst.



Først: Jeg var til den famøse (famøs som i jeg har skrevet om den før) Father John Misty-koncert i fredags, og det var en fest. En times intens (jeg elsker korte koncerter) underholdning med lige dele spas, poesi, charme og musikalsk lækkerhed. Sådan skal det være, og sådan var det i fredags. Og ja, så godt som denne Letterman-optræden var det:



I aften står den så på Spiritualized i Vega, og det bliver vel sådan cirka den diametralt modsatte oplevelse, men hey, i fredags var det fredag og i dag er det tirsdag (der er i øvrigt stadig billetter, hvis du vil græde lidt sammen med mig). Tænk nu bare, manden (også kaldet Jason Pierce) har lavet en sang, der hedder 'Life Is A Problem'. Behøver jeg sige mere?



Og: Den gode koncertuge rundes af på fredag med en af mine aktuelle favoritter, Los Angeles-fyren Chris Cohen, der for nylig udgav albummet 'Overgrown Path'. Han og hans band spiller albummets semipsykedeliske og sovekammeragtige sange på Stengade fredag aften, og du skulle tage at kigge forbi, hvis du godt kan lide eksempelvis Cass McCombs eller Deerhoof.



Så slutter min koncertuge, og måske sågar mit koncertår, men jeg er ikke helt færdig med livemusikken i dette indlæg. For her til morgen faldt jeg over et par lækre optagelser fra radiostationen The Current i Minneapolis, som jeg holder meget af. Det drejer sig om to kunstnere, der har leveret virkelig gode og her i Danmark alt for lidt hypede albums i løbet af året. Men jeg har taget dem til mig, og skrevet om dem flere gange. Det drejer sig om Field Report aka Wisconsin-fyren Christopher Porterfield, der udgav sit debutalbum i starten af efteråret, og A.C. Newman, forsanger i canadiske The New Pornographers, der for en måneds tid siden udsendte 'Shut Down The Streets':




Og så til krøllen: Alle fem ovennævnte kunstnere har det til fælles, at de kandiderer kraftigt til en placering på listen over årets bedste albums. Og lige akkurat sådan en liste kan du glæde dig til i december, hvor jeg dag for dag vil præsentere mine 24 favoritplader fra i år. En ad gangen med den bedste til sidst, naturligvis. Kald det en nedtælling, kald det en julekalender. Det gør jeg. Om dagens fem kandidater er med, vil tiden vise, og måske, hvem ved, vil der være en overraskelse eller to undervejs. Måske du også er begyndt at tænke over, hvilke udgivelser du synes var de bedste i 2012?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar